Blomstervænget 52

2800 Kgs. Lyngby

+45 35 34 68 00

info@filmkurser.dk

Dokumentarinstruktør

Citat

“You shouldn’t dream your film, you should make it!”

Steven Spielberg

Information

Varighed: 4 mdr

Mødetid: 9.30-15.30


kr. 40.500,-

Dokumentarinstruktør

28.08.2017 - 20.12.2017

Vil du gå på opdagelse i dine ever som instruktør? Vil du lære at idéudvikle, instruere, optage og klippe? Så er den her fire måneder lange uddannelse lige noget for dig.

Gennem hele uddannelsen er dine undervisere de bedste professionelle, som skridt for skridt hjælper dig med at opbygge dine tekniske og kreative færdigheder. I løbet af uddannelsen arbejder du på din egen afgangsfilm, så du får håndværket helt ind under huden og er klar til at instruere og producere din næste dokumentarfilm alene. I forbindelse med afgangsfilmen er der tilknyttet en mentor, som hjælper dig i land med produktionen, ligesom du får stillet kamera, optageudstyr og en iMac til rådighed*.

Uddannelsen varer ca. fire måneder og består af en bred vifte af kurser – lige fra dramaturgi og interviewteknik til kamera- og optageteknik, lys, lyd, klip etc.

Hvis du kun er interesseret i dele af uddannelsen, kan du vælge at tage enkelte kurser. Læs mere her eller klik dig frem til de enkelte kurser via nedenstående program, hvor du også kan læse mere om uddannelsens undervisere. 

Program:

28. aug. – 1. sep. ‘Dramaturgi: Basis’ med underviser Jørgen Kastrup
Hvordan engagerer du dit publikum, så de holder sig vågne flere timer i en blød stol i en mørklagt lokale? Svaret er: Ved at skrive et godt manuskript!
Manuskriptforfatter, filmklipper- og instruktør Jørgen Kastrup introducerer dig til de essentielle metoder og dramaturgiske greb, som gør din historie sammenhængende og medrivende.

Læs mere om Dramaturgi: Basis

 

4. – 8. sep. ‘Videokamera: Grundlæggende’ med underviser Casper Joel
Filminstruktør Casper Joel gennemgår videokameraets grundlæggende funktioner, så du kan betjene det manuelt, for det er først her, du bliver herre over dine egne optagelser.

Læs mere om Videokamera: Grundlæggende

 

11. – 15. sep. ‘Final Cut Pro X: Grundlæggende’ med underviser Egon Christensen ell. ‘Adobe Premiere Pro: Grundlæggende’ med underviser Janus Vinther
I løbet af denne uge bliver du undervist i ét af disse programmer, som bliver det, du også senere klipper din afgangsfilm i. Når du vælger, anbefaler vi, at du overvejer, hvad du eventuelt kommer til at arbejde med efter uddannelsen. Det afhænger bl.a. din IT-platform, økonomi, din arbejdsplads eller eventuelle kommende arbejdsplads.

Final Cut Pro X er i dag et stort apple-program, som er både lynhurtigt, intuitivt og billigt selv at investere i efter uddannelsen.

Læs mere om Final Cut Pro X: Grundlæggende

Adobe Premiere Pro er en del af Adobes Creative cloud-pakke. Et fleksibelt program med gode tilgangsmuligheder til andre af Adobes programmer.

Læs mere om Adobe Premiere Pro: Grundlæggende

 

18. – 22. sep. ‘Klippe workshop’ med underviser Sami Saif
Allerede på uddannelsens fjerde kursus kommer du til at klippe din egen scene ud af optagelser, som prisvindende dokumentarfilminstruktør Sami Saif medbringer fra sine egne film. Til forskel fra nogle fag, er der er ingen facitliste til måden at klippe på, men undervejs får du feedback, når Sami Saif evaluerer og diskuterer de forskellige bud på at skabe sammenhæng og historier af materialet.

 

25. – 26. sep. ‘Interview og performance’ med underviser Jette Friis O´Bróin
Det er vigtigt at have styr på interviewteknikkerne når du skal instruere din egen dokumentarfilm. På kurset gennemgår kommunikationsrådgiver Jette Friis O’Bróin principperne i god kommunikation.
Du bliver introduceret til forskellige interviewteknikker og bliver klogere på, hvordan du får det bedste ud af dine kilder, ikke mindst hvordan du selv performer som interviewer.

Læs mere om Interview og performance 

 

27. – 29. sep. ‘Praktisk lydoptagelse’ med underviser Aske Just
På dette kursus lærer du gennem realistiske optagesituationer at optage lyd på den smarteste måde. Derudover lærer du, hvordan du i efterarbejdet kan rette op på lydoptagelser, hvis noget går galt i marken. Du kommer til at arbejde med håndrecorder, mikroport og andre forskellige typer mikrofoner og optageteknikker. Kurset består af både teori og praksis, og hver dag rundes af med en øvelse, som involverer forskellig slags lydoptagelse. På kurset får du også mulighed for at vende særlige udfordringer med din egen kommende produktion.

Læs mere om Praktisk lydoptagelse

 

2. okt. ‘Kreativ lyssætning’ med underviser Mogens Otte
Lys bruges ikke alene til at få lys nok. Lys fortæller man med. På baggrund af teori om lysets natur skal du igennem øvelser i lyssætning fra det absolut nødvendige til den kreative brug af lampe, lys og farver. Kurset omfatter ikke studie-lys, men handler om at nå langt med enkle midler. Du får mulighed for at diskutere konkrete optagebehov.

Læs mere om Kreativ lyssætning

 

 3. – 6. okt. ‘Professionel dokumentar: Grundlæggende’ med underviser Dan Hoffmann
En god dokumentar kræver mere end bare udstyr og en hovedperson. Den skal være et omhyggeligt udformet stykke historiefortælling, hvor der er mange spørgsmål at afklare. På dette kursus, som veksler mellem teori og praksis, bliver du, af filminstruktør, dramaturg og manuskriptkonsulent Dan Hoffmann, ledt gennem dokumentarfilmens præmis og opbygning skridt for skridt, så du selv bliver i stand til at forvandle din historie til en spændende og medrivende fortælling.

Læs mere om Professionel dokumentar: Grundlæggende

 

9. – 13. okt. ‘Klipningens virkemidler 1’ med underviser Dan Hoffmann
På dette kursus tager instruktør og dramaturg Dan Hoffmann dig med på en teoretisk og praktisk rejse gennem filmklipningens 5 grundprincipper, som alle filmklippere skal have på rygraden.

Læs mere om Klipningens virkemidler 1

 

16. okt. ‘Opfølgning på din afgangsfilmidé’ med underviser og mentor Marianne Hougen-Moraga

Med baggrund i de forrige tre dage skal du nu igang med at bearbejde din filmidé og undersøge dens potentiale som historiefortælling. Sidst på dagen forsøger du i samarbejde med Marianne at skitsere din films overordnede dramaturgi.

 

17. – 20. okt. ‘Penneprøve’ med underviser Casper Joel
Tiden er inde til at vinde egne praktiske erfaringer. Over fire dage laver du en ultrakort øvelsesfilm, som bringer alt det i spil, du har lært indtil nu om idéudvikling, planlægning, optagelse og klipning.

 

23. – 27. okt. ‘Udvikling af din afgangsfilm’ med underviser og mentor Marianne Hougen-Moraga
I løbet af disse dage forsøger du sammen med resten af dokumentarfilminstruktørholdet og Marianne at finde ud af, hvad din afgangsfilm skal handle om. Derudover skal du i løbet af dagene prøve at afgrænse omfanget, så din film kan realiseres. Afgrænsningerne kan bestå i form af få locations, én hovedperson og max to medvirkende.

 

30. – 31. okt. ‘Den menneskelige faktor i tv-dokumentaren’ med underviser Gitte Hasseltoft Hansen
De danske tv-kanaler efterspørger i stigende grad dokumentarer, der giver unik adgang til lukkede miljøer og kommer helt tæt på de personlige dramaer. Derfor er det mere relevant end nogensinde at forstå, hvad det kræver at finde og få adgang til den personlige historie, at opbygge et tillidsforhold med sårbare medvirkende og at arbejde helt tæt på de etiske gråzoner. Over kursets to dage veksler undervisningen mellem teori, fortællinger og klip fra nyere danske dokumentar og fakta-produktioner samt praktiske øvelser og opgaver.

Læs mere om Den mennskelige faktor i tv-dokumentaren

 

1. nov. ‘Forberedelse af afgangsproduktion’ med underviser og mentor Marianne Hougen-Moraga
Tiden er inde til at færdiggøre research og træffe de praktiske aftaler om produktionen af din afgangsfilm.

 

2. – 3. nov. ‘Musik, klip og rettigheder’ med underviser Martin Fabricius
Kurset består af to dages afvekslende indføring i, hvordan du kommunikerer dine tanker om filmmusikkens virkemidler.

Dagene byder på inspirerende indgangsvinkler, og du praktiserer selv at klippe med brug af musik. Undervisningen rundes af med en grundig gennemgang af, hvordan filmrettigheder tilegnes og styres.

Læs mere om Musik, klip og rettigheder

 

6. – 10. nov. ‘Kamera Workshop’ med underviser Simon Plum
På dette kursus lærer du at håndtere dine optagelser, så du kan gå til dem med en faglig sikkerhed. Ugen er et mesterlæremodul, hvor du bliver inspireret til at udvælge, optage og levere de rigtige billeder i visuel god kvalitet. Hvordan komponerer du dit motiv? Hvordan arbejder du med det håndholdte, hvordan skaber du dybde i dit motiv med komposition og lys? Du bliver ført gennem en serie optagelser og afprøver forskellige dækningsstrategier, som egner sig til hver sin optagesituation.

Læs mere om Kamera workshop

 

13. okt. – 19. dec. Optagelse og klipning af din afgangsfilm
I løbet af optage- og klippeperioden får du mulighed for at evaluere dine optagelser med Marianne.

 

11. dec. Gæsteunderviser
Formiddagstimerne er reserveret besøg af en gæstelærer, som bliver annonceret i god tid inden.

 

12. dec. ‘Hvor går jeg hen med min film?’ med underviser Camilla Lee
Hvordan får min film et liv, efter den er færdig? Hvem er min målgruppe? Har jeg et netværk? Hvordan laver jeg en distributions- og markedsføringsplan? Hvilke platforme er der?
Camilla gennemgår de basale grundprincipper for en effektiv BtC markedsføring via. både de sociale medier og de mere traditionelle medier. Hun gennemgår desuden, hvordan man kan udforme et festival-kit, så det passer til flere forskellige platforme. Eksempelvis hvilke festivaller, der kunne være relevante, og hvordan det foregår, hvis du ønsker at tilmelde din film.

 

20. dec. Screening af afgangsfilm
Uddannelsen munder ud i en screening af din film, hvor du er velkommen til at invitere evt. medvirkende og nære venner og bekendte. I løbet af dagen modtager du et diplom for din gennemførte uddannelse. 

 

OBS: *Dokumentarfilminstruktørererne har kameraer og optageudstyr til rådighed uge 45, mens resten af tiden bruges til at klippe afgangsfilmen. I klippeperioden får du stillet en iMac til rådighed på skolen. Du er også velkommen til at klippe på dit eget udstyr.

 

Ret til ændringer af programmet forbeholdes.