”Verdens bedste filmfotograf” Vittorio Storaro sagde engang: ”I paint with the light”. Filmlærredet er filmskabernes ramme, hvor lys/skygge og farve, sammen med bevægelse, skaber ”det levende maleri” til det store publikum.
Så lys, beskæring og kamerakoreografi er de visuelle værktøjer. Alt sammen styret af fotografens og instruktørens evne til at se og fortolke det sete ud fra sin personlighed og sine erfaringer.
Tv billedet er de sidste år kommet op på et niveau hvor det i størrelse, opløsning og format tillader, at vi som fotografer kan løfte ambitionsniveauet og udnytte den bedre teknik til at levere visuelle kvalitetsoplevelser.
På kurset: ”Masterclass i visuel stil” vil vi, inspireret af de nye muligheder, lære at se på ny, - en genfødsel, hvor vi starter i mørke og bevæger op gennem lag af visuel erkendelse.
Vi vil først og fremmest undersøge solens lys, som menneskets øjne og bevidsthed er skabt til at opfange. Hvordan aflurer vi det naturlige lys så vi kan genskabe det kunstigt foran kameraet? Lysets retning, karakter, intensitet og farve. Hvad der sker når vi indrammer virkeligheden? Når vi fortolker det sete i vores valg af komposition og når vi sætter billeder sammen i et forløb?
Der er mange genrer i filmsproget:
Tv drama befinder sig i den ene ende, med total kontrol over billedets lys og indhold. Man kan sige at fiktion higer mod den konstruerede perfektion og befinder sig i sit eget lukkede rum. Udenfor i virkeligheden driver naturen sit kaotiske spil foran fotografens øje.
Tv dokumentarfilmens valg af emne bliver dit “kighul” til verden. Historien kræver at vi finder en særlig formel, en kode, noget vi vil fortælle og noget vi vil udelade. Med den forberedelse kan fotografens øje pludselig finde en fortælling i kaos.
Fiktionens disciplin kan overføres til dokumentar-genren: Indramme virkelighedens forløb så den kan klippes og blive til din personlige fiktion.
Også den anden vej gælder det. Fra reportage til fiktion: Fotografen “lytter til billedet” og giver scenen nuets nerve.
På kurset introduceres du til forskellige arbejdsmåder. Vi vil også have tid til at lege praktisk med forskellige lyskilder og kameraer, ligesom vi vil gennemgå eksempler på vidt forskellige film- og tv programmer, og diskutere, hvad vi hver især finder er lykkedes eller det modsatte. Vi vil også kunne se på fotografens rolle nu og i fremtiden hvor der vil være plads til en faglig diskussion om vores branche.
Et kursus for ikke blot fotografer, men også instruktører og alle der vil styrke deres egen visuelle stil.
Simon Plum er udd. filmfotograf på Den Danske Filmskole. Har producent -, producer - og instruktørerfaring. Har senest bl.a. fotograferet ”Tin Tin et Moi”, ”Gasolin’”, ”Den Hemmelige Smerte”, ”Så Kort og Mærkeligt Livet er” og ”Burma VJ – reporting from a closed country”. Tidl. formand for Dansk Filmfotografforbund.
|