Alle produktioner starter med det rette cast. Hvis du ikke har de rigtige deltagere, har du ikke noget program.
Forestil dig at prinsen i udviklingshistorien ikke undergår nogen udvikling overhovedet, frøen bliver bare ved med at være frø. At hovedkarakteren i din 10 afsnit lange dokumentarserie siger farvel og tak efter én dags optagelse, for nu gider han ikke rigtigt mere. At du ikke kan få dine deltagere til at opføre sig, som der står i manus. Eller at der i den kritiske historie med fokus på svigt og svig, bare ikke sker noget som helst og egentlig går det hele vel meget godt. Ja, så har du givet dig selv det dårligste udgangspunkt.
Det rigtige cast er helt afgørende for den gode historie.
I dag er der stor fokus på casting. Du kan ikke tænde dit tv uden at se programmer med almindelige mennesker, lige fra i hardcore dokumentarprogrammer og indslag i nyhederne, til quizzer, livsstils og reality programmer. Programmerne handler om almindelige menneskers liv, drømme, tanker og meninger. Vi vil spejle os, vi vil følge nogen, der ligner os selv eller det helt modsatte, vi vil underholdes, lære af og få et indblik i andre menneskers liv.
Men hvordan finder du de rigtige deltagere? Hvordan rekrutterer og udvælger du? Hvordan kan du vide, at castet er rigtigt? Og hvordan viser du andre, det være sig broadcasteren, tilrettelæggeren eller producenten, at dine deltagere er de helt rigtige.
På dette éndags kursus tager vi udgangspunkt i casting som en seriøs og grundlæggende disciplin. Vi gennemgår castingprocessen fra start til slut. Vi præsenteres for en række vigtige grundelementer i god casting. Vi kommer igennem forskellige måder at caste på til forskellige typer programmer. Vi gennemgår kendetegnene for ”den gode deltager”. Og vi kommer godt omkring, hvad det kræver af dig at finde det helt rigtige cast.
Efter det korte og intensive forløb vil du føle dig klædt på til at caste.
Kurset retter sig mod tilrettelæggere, produktionsledere, redaktører og castere. Til dig der skal caste dine deltagere selv, til dig der har brug for at vide mere om processen, for at kunne sætte de rigtige på opgaven og til dig der er nysgerrig på casting generelt.
Frokost i det danske filmstudies kantine er inkluderet i prisen.
Tina Bremer har arbejdet med casting i 18 år. Hun har lavet programmer for både DR, TV2, TV3 og SBS. Hun har arbejdet på Metronome, Sand TV, Mastiff, Easy Film, Nordisk Film og Blu. Hun har castet til alle typer programmer, reality, dokumentar, livsstil og quizzer, lige fra store studieproduktioner til små én kameraoptagelser. Tina er uddannet cand. mag. i dansk og billedkommunikation. Hun har en tillægsuddannelse i journalistik og en uddannelse som erhvervscoach. De sidste 2 år har hun arbejdet som projektleder, redaktør og stategisk planner på DR.
|