Den måde, hvorpå en scene eller et plot bliver klippet er aldrig fuldstændigt som det blev skrevet af forfatteren eller som scriptet fra optagelsen. Spørgsmålet er altid, hvordan klipper og instruktør opnår det mest velfungerende resultat – og i særdeleshed hvis ord der vejer tungest på vægtskålen i dette samarbejde.
At sætte en film sammen handler i høj grad om personlige meninger. Derfor indgår også en etape i klippeprocessen som Walter Murch kalder ’Redigering med øjnene halvt lukket’. Med dette udsagn mener han, at klipperen er nødt til at gå på kompromis, idet han/hun hverken kan eller bør forvente at få sin personlige mening 100% igennem hos instruktør og producent. For at samarbejdet skal fungere, er det derfor nødvendigt at acceptere denne præmis.
Dette kursus indeholder en klippeteoretisk introduktion til en praktisk øvelse, som netop handler om at ’redigere med øjnene halvt lukkede’. Øvelsen består i, at kursusdeltagerne i hold på to og to skal tilrettelægge et klippeforløb og lave ’Final Cut’ på hinandens film. Derigennem opøves evnen til at manøvrere gennem de dilemmaer, der uvilkårligt opstår, når vigtige afgørelser skal træffes.
Materialet er givet på forhånd.
Underviseren vil komme med oplæg og starte deltagerne mandag, komme forbi og samle op onsdag samt evaluere og afslutte hele fredagen.
”Hvis publikum føler, hvad vi vil have dem til at føle gennem hele filmen har vi gjort vores arbejde. Hvad de husker om filmen, er ikke klippene, kameraarbejdet, eller spillet, ikke en gang historien – men hvad de følte”
- Walter Murch